Birger Grøsfjeld's Blog om Ældrepolitik

Børnene kan da hjælpe!

En ældre dansker havde en god snak med en norsk jævnaldrende ven. Her fortalte danskeren, at hans søn var flyttet. Nærmere? spurgte nordmanden, og da han hørte, at det var længere væk, blev han vred i stemmen: ” Slig gjør man ikke!” De voksne børn skulle nærmere på for at kunne hjælpe deres gamle.
En anderledes opfattelse, der nok skal forklares med de større afstande i Norge, hvor flytninger ofte indebærer, at der bliver flere hele dagsrejser til et besøg hjemme hos de gamle.
Familien Danmark skal arbejde for at producere, og omsorgspersonen, den hjemmegående hustru, er for længst også på job som de store børn. Omsorgen for familiens ældste er overladt til det offentlige. 167.000 flere folk skal der bruges i ældreplejen de kommende år som følge af pensionering af mange af de nuværende medarbejdere samt tilgangen af nye store årgange af pensionister. 56% flere af de over 80-årige. Kan så mange hjælpere skaffes og hvis ikke hvad så?
Hvad gør familien Danmark ? Så må børnene træde til. Hvad mener læserne om sønner og døtres ansvar og opgaver med at hjælpe de ældste i familien på plejehjem eller i eget hjem? Ikke med den pasning og pleje, der kræver fagkundskab, men hvad med besøg og besøgs frekvensen? Hvad med hjælp med indkøb, bankforretninger, gaver og hvad med kontakt med familien? Hvad med praktiske gøremål som småreparationer og fornyelse af garderoben? Ældre Sagen og Ældremobiliseringen samt Røde Kors er for længst trådt hjælpende til med frivillige men hvordan opfatter børnene den udfordring, de står over for? Hvordan bevare fællesskabet i en familie og den gensidige kærlighed i en travl tid. Lad læserne få nogle bud!

Om livets afslutning

En dag i februar 1932 blev min mor højtidelig i stemmen, afbrød min leg og bad mig sætte mig. Jeg var otte år gammel og var netop kommet fra skole. Hun fortalte mig så, at min elskede farfar var død oppe i Norge. Han havde længe været meget syg af noget, der blev kaldt ”kræft”, og han kunne ikke mere. Far var meget ked af det, så vi børn måtte være stille, når han kom fra arbejde. Og desuden så var en fjernere slægtning, onkel Ras, også død, og den gamle tante var også ked af det. Efter at have sundet mig lidt, gik jeg for mig selv, satte mig på legetøjs kassen og så tudbrølede jeg. Husker det, som om det varede meget længe, før mor kom og trøstede mig. Det er i erindringen mit første dødsfald.
Heldigvis var familien ellers sund og rask, så jeg erindrer ikke flere dødsfald i mange år. Først under 2.verdenskrig hørte jeg igen om krig og død. Flere i min norske familie var tæt på krigsbegivenhederne på selve kamppladsen. Men var der ingen personlige oplevelser af dramatiske dødsfald, så hørte vi om døden under kamp, og om henrettelser samt tabstal fra de forskellige fronter og fra luftbombardementer af Europas storbyer. De døde blev talt i titusinder, og jeg opgav efterhånden at reflektere over tabstallene.
De næste gange jeg oplevede døden på nært hold var under militærtjenesten.
Jeg var lærer på befalingsmandsskolen på Kronborg. Jeg tænker på en ung elev, dygtig,ordentlig og tiltalende som tog hjem på lørdag-søndags orlov og aldrig vendte tilbage. En blindtarmsbetændelse tog hans liv. Jeg følte medfølelse med hans forældre, skrev til dem med fattige, men velmente ord til trøst og tænkte meget over døden, nu mere end et begreb.
De to næste dødsfald blandt ”mine” befalingsmænd indtraf på Bornholm, hvor jeg gjorde tjeneste som kompagnikommandør. En nat blev jeg vækket af en vagthavende menig, der fortalte, at sergent N.N. var død, og jeg måtte komme med ned til vagtstuen. Her lå sergenten dræbt af skud gennem hovedet fra en maskinpistol. Flere skud havde ganske smadret hjernen. Der var intet liv, men Falck kom og insisterede på at køre med sergenten. Vi kom i et dramatisk skænderi over den døde krop. Jeg ville have politi til at undersøge gernings-stedet, redderne ville redde liv og underkendte mit ligsyn. De kørte med liget , hjernemassen faldt ud af hovedet og lå igen på sengen. Den menige tog hjernen og skyllede den ud i toilettet. Han var utrolig og sagde ikke et ord til kammeraterne, så jeg kunne se, at dødsfaldet kom ganske bag på kompagniet, da jeg orientere dem. Utroligt nok så var der ikke en eneste af mine foresatte chefer, der følte trang til at snakke med mig, den unge officer. Jeg var i tyverne. Mine forældre og en meget erfaren politikommissær tog sig af mig. Sidstnævnte fortalte om unge mænds forsinkede pubertet med kærestesorger som sandsynlig forklaring på selvmordet, for det var det. I Flash-back 60 år efter kan jeg genopleve de dramatiske minutter omkring sergentens dødsleje. Jeg opsøgte i øvrigt hans forældre og forsøgte at trøste med pæne ord om sergentens tjeneste.
2 -
Ved samme kompagni havde jeg endnu en uhyggelig oplevelse. Under en øvelse ved vintertid mistede chaufføren på den forankørende lastbil kontrollen over køretøjet og væltede ud over vejsiden. Vognkommandøren, en oversergent, valgte at springe ud af bilen, men kom i klemme med brystkassen under førerhuset. Han skreg uhyggeligt, da jeg nåede hen til den væltede bil og udåndede i samme øjeblik med nogle frygtelige eder: ”For helvede, av for Satan” og så endte hans liv.
Resten af mine fyrre års tjeneste i forsvaret forløb uden dødelige oplevelser, selv om tjeneste ved FN-styrken på Cypern bød på dramatiske oplevelser, hvor jeg nogle gange var tæt på at komme mellem de stridende parter, der myrdede løs på hinanden.
I 1963 oplevede jeg dødsfald i svigerfamilien, nok så dramatisk, hvor jeg påtog mig at gøre min afdøde i stand, før ambulancen kørte med det afsjælede legeme til sygehuset. Nu var jeg i observatørens rolle som vidne til en lille families store sorg, og for første gang var jeg med til at ordne begravelsen.
I september 1980 blev far indlagt på sygehuset i Roskilde med hjerteproblemer. Da vi 4.september besøgte far var han flyttet på enestue. ”De andre patienter på fællesstuen forstyrrede din fars hvile, så vi har flyttet ham: ”sagde sygeplejersken. Om natten ringede telefonen. Det var sygehuset, der syntes vi skulle komme. Far var blevet dårligere. Mor der sov hos os gik nærmest i chock. Hun løb skrigende rundt, nærmest upåklædt. Min hustru fik hende i tøjet, og vi startede bilen. Far lå i sengen badet i sved, men fortalte, at han både frøs og var meget varm. Jeg fik tilbudt en samtale med lægen, der fortalte, at det gik mod sluttet for far. Da jeg spurgte til tidshorisonten, svarede den unge læge ”fra dage tit få uger”. Tilbage på stuen havde far modtaget en smertestillende indsprøjtning og lå hen. Pludselig kaldte han mig nærmere og sagde med få ord farvel og tak, fordi jeg havde været en god søn. Havde han taget afsked med mor, mens jeg var ude? Så sagde han. ”Nu ser jeg tunnellen, nu ser jeg lyset”, og så vat livet slut. Stille og fredeligt åndede han ud. En smuk død. Hvad så far, hvad mødte ham?
Mor døde to år efter på plejehjemmet, uden at vi var til stede. Blev tilkaldt for sent og jeg var på vagt, så jeg måtte have fat i afløser. I en lang årrække var vi forskånede for dødsfald i familien, og jeg tror det kan tælles på to hænder, de begravelser jeg deltog i de næste mange år.
At vi ikke lever evigt, vidste jeg fra barneårene, men først midt i livet, begyndte jeg at reflektere nærmere over livets afslutning. Der var lang tid at leve i. I overmod lovede jeg mine børnebørn at blive 100 år. Til år 2007 slap jeg for alvorligere sygdom, men så 83 år gammel fik jeg den sommer to blodpropper i hjernen, hvor den sidste krævede hospitalsindlæggelse, da jeg var lam i venstre side.

- 3 -

Efter genoptræning fik jeg førligheden så nogenlunde igen. Med to stokke kom jeg rundt og genoptog mine aktiviteter. Jeg var kommet i reparations-alderen og oplevede så et alvorligt, livstruende blodtrykfald med ny tur på hospitalet. Skjoldbruskkirtlen ”forsvandt” med for lavt stofskifte til følge og senest en ny tur på hospitalet til observation for tarmslyng. Problemerne blev klaret medicinsk. Jeg slap for operation. Befandt mig vel egentlig ikke i livsfare, og de korte hospitalsophold oplevede jeg vel nærmest med nysgerrig undren og frygtede vel ikke døden. Regnede så absolut med at skulle forlade hospitalet igen på egne ben.
I 2006 og 2007 mistede jeg to svigeinder, damer i 70'erne. Der var vel ikke stillet en egentlig diagnose. De var blot gamle, trætte af dage. De ene havde sagt: ”Jeg gider ikke mere”. Hun havde da opnået at blive oldemor, og hvad var der så mere i vente. Begge døde stille og fredeligt.
Selv snart 86 år gammel føler jeg stadigt et vist livsmod. Går til genoptræning to gange om ugen for at kunne bevæge mig omkring så nogenlunde frit. Kan ikke lade være med at engagere mig i politik (ældrepolitik) og følger da også med i udenrigs- og forsvarspolitikken. Tror det er sundt at holde hjernen i sving.
Bange for døden er jeg ikke. Tror ikke på en streng dommer, der møder mig engang, men skulle det være, så har bestræbelserne været de rette: at tjene samfundet og familien på en ordentlig måde. Ingen er perfekt, men jeg tror, det er hensigterne, der tæller. Det er da lettere at live livet, når målet, hensigterne er de rette.
Så fik jeg endnu et døds budskab. Her før jul sad jeg en søndag og skrev julebrev til en norsk barndomskammerat, en trofast ven gennem firs år. To timer senere fik jeg telefon fra Norge. Vennen var netop død 87 år og mæt af dage. De sidste par år var han langt væk, fjern i tanken og på vej herfra. Hans død var ikke den store overraskelse, men trist og vemodig for mig. Endnu en nærtstående var taget herfra. Igen kom tanker og spørgsmål om et liv efter døden. Min norske ven efterlader sig bare gode minder, og er det i grunden ikke det der optager os mest i tankerne om livets afslutning. Vort eftermæle, de minder efterkommerne må have?

Har Roskildes ældre busser nok?

Ingen ønsker vel ældre mennesker placeret isoleret til boligen, men fornuftige ældre opgiver kørekortet og bilen, når de er et sted i firserne. Dermed bliver også Roskildes ældre afhængige af de fælles offentlige trafikmidler, her i kommunen busserne. De ældre skal først og fremmest ud på indkøb, hyppige ture for ikke at slæbe for voldsomt, men ældre har også behov for at træffe andre mennesker, familie, venner og også bare tilfældige møder. Mange har også i en høj alder brug for kulturelle oplevelser, for at få ny viden eller følge med i litteraturen. Biblioteket skal kunne nås med bussen.
Roskilde blev større med kommunalreformen, men endnu er befolkningens hverdagsmønster næppe ændret i væsentlig grad. Man handler ind de sædvanlige steder, går til møder, i kirke eller låner bøger som før. Selv om kommunen har fået ansvaret for de interne busruter i Stor- Roskilde er der vel næppe brug for at hente alle Roskildenserne til Stændertorvet, Hestetorvet eller Ro's torv, man søger vel fortsat til de samme lokale steder som før.
De daglige indkøb fortjener nogen opmærksomhed. Mange ældre mener de må beholde bilen for at kunne handle ind, og vareudbringning er vel snart blot noget, bedsteforældre fortæller historier om. Så verdens dyreste indkøbsvogne fylder P-pladserne ved forretningscentrene: Ofte kommer vognen flere gange samme dag for at hente småting eller det man glemte ved forrige besøg. Er der andre end Super Best i Himmelev, der kører varerne hjem til kunden, når denne blot selv har samlet indkøbene sammen og betalt. Stor ros for denne fornemme ordning.
Svage ældre kan visiteres til at handle ind over nettet eller med brug af telefonen til et firma, Intervare, som Roskilde betjener sig af, men desværre har dette firma endnu ikke åbnet for andre borgere end dem under ældreplejen.
På nettet findes dog specialfirmaer, der tilbyder frugt og grønt, fisk og kød med bestilling via hjemmecomputeren, betaling over PBS og ugentlige udbringninger. Aarstiderne og Skagenfood for at nævne et par stykker.
I Norge har jeg oplevet pendul-busruter mellem indkøbscentre og boligområder uden fast køreplan, man havde hyppige afgange og kørte, når et rimeligt antal passagerer var samlet. I Gundsø kommune mener jeg, at man i et samarbejde mellem Ældre Sagen og kommunen fandt midler til organiserede busture, hvor man fik løst indkøbs opgaver og samtidigt fik rystet de ældre sammen på hyggeture. Service-busserne, som vi kender dem, løser vel noget af de samme opgaver, men skal måske nå for mange ældrecentre og butikker på samme tur. Kortere ture med hyppigere afgange var måske en bedre løsning.
Men jeg venter på, at Føtex eller Kvickly organiserer en pendulfart mellem butikken og eksempelvis Æblehaven eller Veddelev.
Handicappede udgør et særligt problem, hvor kommunen har sit klare ansvar, men med lidt større hjælpsomhed hos chauffører og medpassagerer kunne den almindelige kollektive trafik også benyttes af gangbesværede og kørestolsbrugere. Kommunen har sin følgegruppe, hvor repræsentater fra Ældreråd, Ældremobilisringen, Ældre Sagen, Handicap-forbundet m.fl. mødes med forvaltningen for at drøfte servicebussernes ruteoplæg, køretider og indretning. Her har man dialogen mellem trafikselskab, vognmand, kommune og brugerne. Kommunen køber ydelserne hos Movia, hvor kommunen også er repræsentaret i ledelsen. Driften er baseret halvt på tilskud, halvt på billetindtægter. Ind imellem drøfter man, om man skulle gøre kørslen gratis for at få flere over til bussen. Klimasituationen må vel efterhånden påvirke også danskerne til at overveje konsekevnserne for miljøet og den fælles fremtid, hvis privatbilismen får lov til at udvikle sig uhæmmet. Men for at bilisten lader bilen stå skal der være mange og flotte tilbud på det kollektive felt. En temadebat er i højeste grad påkrævet nu op til det kommunale valg i november. Spændende bliver det at se, om de kommende budgetbehandlinger byder på udvidelser eller besparelser på trafikområdet

Bankrådgiverens rolle

Gode pensioner, pæn opsparing og et gældfrit hus har medført, at vi sover roligt om natten og har en dejlig hverdag. En dag ringede telefonen og en ung mand fortalte, at vores bankrådgiver gerne ville tale med os. Vidste ikke, at vi havde en sådan.Vi havde nok ikke behov for rådgivning, så vi foretog os intet, men banken var utrættelig i sine bestræbelser på at komme af med de gode råd, så opfordringen blev gentaget. Jeg tog kontakt og et møde kom i stand.
Over en kop kaffe i bankens baglokale spillede den kvindelige rådgiver ud: "Vi vil gerne låne dig 500.000 kr. Vi kan se, at du har en stor friværdi i dit hus og det giver dig store lånemuligheder f.eks. til køb af ny flot bil!" Den bed jeg ikke på, mit kørekort var gået med en hjerneblodprop. Men damen gav ikke op. Hun kunne se, at vores opsparing var placeret i bankens investeringsforening, og hendes forslag var nu, at jeg i min høje alder befriede mig selv for alle spekulationer med disse investeringer og overlod det til banken. Jeg havde nu aldrig opfattet investerings-foreningen som en rigtig forening med demokrati og medlemsindflydelse, snarere som bankens forlængede arm, så denne placering af opsparingen havde aldrig voldt bekymringer.
Vore døtre lod jeg hidkalde, så det blev en fælles beslutning at følge bankens råd, hvorefter banken nu disponerer på mine vegne og lader opsparingen vokse ved hjælp af bankstyrede investeringer.Det har indtil nu reduceret den likvide formue med 15%, men hvis jeg havde ladet pengene stå i investeringsforeningen havde det givet en beskeden stigning samt et vist udbytte. Nå, den financielle krise kom vel bag på alle.
Bankpakke nr.1. havde da forresten også en anden påvirkning på vores økonomi, idet vi har fået at vide, at der ikke udbetales udbytte for det forgangne år og 2009, men det var ikke til at forudse, så det skal ikke lastes bankrådgiveren. Det var en politisk beslutning.
Vi priser os lykkelige for, at banken ikke var den konkursramte Roskilde Bank, hvor aktierne efter krakket er 0 Kr. værd, men vi har efterhånden mødt mange roskildensere, der har mistet hele deres opsparing til alderdommen. Bittert må det være.
Den der gemmer til natten, gemmer til katten. Det må være konklusionen hos de danske ældre, der selv bruger pengene i stedet for at gemme til arvingerne. Det viser en undersøgelse fra Ældre Sagen. I undersøgelsen svarer tre ud af fire ældre, at de ikke tager guldet med sig i graven. Derfor er pensionisterne også vilde med de afdragsfrie lån. Det er især den yngre del af landets ældre, der tager lån i murstenene for at realisere drømmene, mens de ældste vist stadig tænker på arvingerne.
Omkring en kvart million danskere har friværdier på over en million kroner gemt i murstenene på deres hus eller ejerlejlighed. Bankerne vurderer, at de ældre føler de har langt mere ud af friværdierne, end de unge, fordi de har færre år at bruge pengene i – og de unge skal betale renter i flere år.
Vi priser os lykkelige for, at opvæksten og opdragelsen lærte os at basere vort liv på tjente penge i stedet for på lån! Hele verden er ude i en financiel krise, og har jeg forstået det ret, har ondet sin rod i opskrevne ejendomsværdien belånt til det yderste, og så pludseligt rasler huspriserne ned. Men gælden er der stadig.