My OperaEnsom blandt mange
Sunday, November 9, 2008 10:27:16 AM
Hele ugen alene
"Hele ugen alene!" sang Birthe Wilcke engang. Hele måneden alene kunne det lyde fra en lejlighed på et plejehjem. "Børnene besøger mig aldrig", "Hvornår kommer mine børnebørn?" Ensomheden kan være stor trods en stor stab af hyggeligt personale. Hvor er familien?
Et Bruger-og Pårørende Råd har ofte spørgsmålet om svigtende besøg af familierne oppe til drøftelse. Måske kom der hul på bylden, da rådets raske ældre, der bor i eget hjem, kunne konstatere, at heller ikke disse aktive ældre fik besøg af børn og børnebørn i et ønskeligt omfang. Så blev det ligesom forståeligt, at de svage gamle på plejehjemmet, der ikke længere har så meget at berette om og at byde på, heller ikke blev overrendte.
Alle dagens ældre - eller nok de fleste - må erkende, at vi heller ikke selv var for flittige besøgsvenner, da vore forældre var blevet gamle og måske gemt væk i et ældrecenter, og vores ældregeneration har nok ikke givet vore børn det gode eksempel at efterleve. Andre lande og andre kulturer har bedre skikke og vaner. Stor respekt og omsorg for alderdommen. Kontakt med flygtninge har lært mig dette. Da min datter flyttede til ny bolig spurgte en "fremmed": "Er det så nærmere jer?" På mit benægtende svar lød det: "Det kan man ikke!" Sådan ser vi så forskelligt på vore gamle og os selv.
Børnene og børnebørnene har så travl, er det evige omkvæd i de fleste familier. Mere travlt end vi i vore aktive år?
Og endelig hører man påstanden om den Gamle, der var en ondskabsfuld rad, så de nære relationer gik fløjten undervejs, men var det så ikke på tide at få forholdene bragt i orden? Tilgive og få tilgivelse. En dag kan det ellers være for sent.
For at du kære læser, som er en pårørende, ikke skal plages af den kroniske, dårlige samvittighed,kunne der så ikke som et resultat af læsningen af dette hjertesuk her og nu blive besluttet bare at indlægge en ekstra besøgsdag hos far eller mor på plejehjemmet? Tak!
"Hele ugen alene!" sang Birthe Wilcke engang. Hele måneden alene kunne det lyde fra en lejlighed på et plejehjem. "Børnene besøger mig aldrig", "Hvornår kommer mine børnebørn?" Ensomheden kan være stor trods en stor stab af hyggeligt personale. Hvor er familien?
Et Bruger-og Pårørende Råd har ofte spørgsmålet om svigtende besøg af familierne oppe til drøftelse. Måske kom der hul på bylden, da rådets raske ældre, der bor i eget hjem, kunne konstatere, at heller ikke disse aktive ældre fik besøg af børn og børnebørn i et ønskeligt omfang. Så blev det ligesom forståeligt, at de svage gamle på plejehjemmet, der ikke længere har så meget at berette om og at byde på, heller ikke blev overrendte.
Alle dagens ældre - eller nok de fleste - må erkende, at vi heller ikke selv var for flittige besøgsvenner, da vore forældre var blevet gamle og måske gemt væk i et ældrecenter, og vores ældregeneration har nok ikke givet vore børn det gode eksempel at efterleve. Andre lande og andre kulturer har bedre skikke og vaner. Stor respekt og omsorg for alderdommen. Kontakt med flygtninge har lært mig dette. Da min datter flyttede til ny bolig spurgte en "fremmed": "Er det så nærmere jer?" På mit benægtende svar lød det: "Det kan man ikke!" Sådan ser vi så forskelligt på vore gamle og os selv.
Børnene og børnebørnene har så travl, er det evige omkvæd i de fleste familier. Mere travlt end vi i vore aktive år?
Og endelig hører man påstanden om den Gamle, der var en ondskabsfuld rad, så de nære relationer gik fløjten undervejs, men var det så ikke på tide at få forholdene bragt i orden? Tilgive og få tilgivelse. En dag kan det ellers være for sent.
For at du kære læser, som er en pårørende, ikke skal plages af den kroniske, dårlige samvittighed,kunne der så ikke som et resultat af læsningen af dette hjertesuk her og nu blive besluttet bare at indlægge en ekstra besøgsdag hos far eller mor på plejehjemmet? Tak!
