My OperaÆldrepleje med sjæl (ny udgave)
Friday, September 12, 2008 8:30:20 AM
Ældrepleje med sjæl
Der er efterhånden et korps af veluddannde Social-og sundhedshjælpere/-assistenter,"Sosu'er" til at hjælpe, passe og pleje de svageste ældre i ældrecentre og ældreboliger. Men økonomiske forhold (sparekrav) og mangel på arbejdskraft har medført, at hjælperne ikke altid har den fornødne tid til at opfylde mere menneskelige behov hos borgerne. Alt er sat i et minutskema med idealtider for hver enkelt arbejdsproces. Når de ydelser borgeren er visiteret til er leveret så videre til næste. Umenneskeligt for den hjælper, der vil noget mere, og brutalt for den ensomme, svage borger, der har brug for en snak med et andet menneske og som måske netop den dag er ked af det.
Med i ældreplejen hører også sygeplejesker og læger, når sygdomme og kroniske lidelser plager den ældre, men Sosuerne er i frontlininen
Tilbage i tiden var det diakoner og diakonesser der med basis i den katolske kirke og senere i folkekirken og dens menighedspleje udførte hjælpeopgaverne hos de svageste, og disse hjælpere havde foruden de praktiske opgaver at løse også en opgave i at være sjælesørger eller åndelig vejleder for den ældre. De arbejdede ikke ud fra et stramt arbejdsskema. Nok havde de travlt men ikke mere end, der var tid til en personlig samtale, til at synge en salme sammen den den ældre eller til en lille bøn.
Senere efter socialreformen kom husmoderafløserne på banen. Gode husmødre med hænderne skruet rigtigt på skafterne, med megen erfaring fra eget hjem ofte gennem mange år og med tid til en snak og lidt naturlig menneskelig varme. De kom hos børnefamilierne som erstatning for konen i hjemmet ved sygdom og hos den svage ældre kvinde eller enkemanden. De var hjemmehjælperne.
Jeg oplevede senest hos ældre familiemedlemmer de specialuddannede hjælpere, Sosuerne, rykke ind på banen. På skolebænken havde de lært meget om ældreomsorg og -pleje, også at give knus og kram. Overvældende blev dette knuseri dengang oplevet af klienterne og undertiden som at være for meget. Besøg og frivilligt arbejde på et plejehjem har medført, at jeg i min høje alder oplever "at blive knust". Undertiden ganske mekanisk og for mig nærmest kunstigt, og sådan tror jeg dette knuseri opleves af mange beboere. Det skal være ægte og med et personligt forhold bag for at blive opfattet rigtigt, og når det ikke følges op med god tid til nærvær og en mere sjælelig kontakt, dybfølt og empatisk, så frastøder det nogle. Det samme gælder "Du-formen", der ganske vist er ved at være slået igennem i vort moderne samfund, men på plejehjemmene finder der blandt de ældste nogle, der er ganske reserverede og påpasselige med, hvem de bliver dus med. Det er derfor helt forkert, når hjælperen uden varsel bruger fornavn og du på borgeren. Den kan desuden vanskeliggøre den differentierede pasning og pleje, når efternavnene udelades.
Ja, fejltagelser kan vel også forekomme?
Ældre er ikke kroppe uden sjæl og sjæleliv, uden integritet og uden interesser. Man burde i en tid, hvor værdigrundlag er i focus overveje at udstede en værdighedsgaranti til de svage ældre, der giver ret til integritet, selvbestemmelse og en hjælpeindsats af bedste kvalitet. Den ældre skal selv i muligt omfang afgøre omsorgspersonalets indsats og udformning. Hjælpepersonalet slider uhørt hårdt for at nå alt, men det strækker ikke altid til, og så bliver det måske at slænge en madbakke ind til klienten eller under nogle kommunale madordninger at placere en uges måltider i køleskab eller frostboks. Velbekomme, og den gamle spiser så måske sine måltider direkte fra plastæsken. Og det bliver et hastigt farvel til en person, der har siddet ensom i afventen på dagens lyspunkt, madchaufføren.
Jeg tror, der er mange fordomme og fejlagtige opfattelser af, hvad alderdom og aldring egentlig er. Kollektive løsninger er der utallige af varienrende fra kommune til kommune og mange af løsningerne passer dårligt til ældre mennesker, nok bedre til soldater på en kaserne. Og de ældre oplever mange steder en skiftende række af hjælpere. Jo ældre vi bliver, jo mere individuelle bliver vi. Og vi får brug for at se de samme ansigter omkring os.Det giver tryghed. Det er ikke uden grund af et bestemt (privat?) plejehjem på Frederiksberg gang på gang fremhæves som idealet, og at lederen tildeles megen hæder som "Årets kvinde". Måske fordi hun sammen med et udvalgt personale gør lige, hvad der passer dem blot de gamle beboere trives, men i et offentligt system kan man vist ikke uden at knække nakken efterligne!
Sådan gik det dem, der påtog sig at drive et plejehjem, Bernadottegården i Roskilde, efter "Lean"-modellen.Trods en statsministers bevågenhed fik de kun utak for at bryde med bureaukratiske bestemmelser. Men for dem var det mennesket fremfor systemet.
Vi har i familien oplevet en ung hjemmehjælper, der kom hos en 89-årig dame, gennem længere tid. De havde det hyggeligt sammen, så hjemme-hjælperen, der havde kolonihave i nærheden ofte på vej til eller fra sin have stak inden om hos den gamle dame for en sludder eller for at bringe lidt blomster fra haven eller jordbær. I et læserbev roste jeg den unge kvinde og indkasserede hug fra fagforeningen med et: "meget uprofessionelt". Eller hvad skal man mene om sygeplejersken, der inviterede oppegående patienter til en kop kaffei sin private have. "Meget uprofessionelt" sagde kolleger. Der er da også en dygtig læge her i byen, der er kendt for sit nærvær og god tid til patienterne. Ja, er han i et hjem med klaver, kan han finde på at spille lidt til opmuntring for den syge og de pårørende. Længe leve de såkaldte "uprofessionelle"! De når helt ind til sjælen hos borgeren, de betjener.
Der er efterhånden et korps af veluddannde Social-og sundhedshjælpere/-assistenter,"Sosu'er" til at hjælpe, passe og pleje de svageste ældre i ældrecentre og ældreboliger. Men økonomiske forhold (sparekrav) og mangel på arbejdskraft har medført, at hjælperne ikke altid har den fornødne tid til at opfylde mere menneskelige behov hos borgerne. Alt er sat i et minutskema med idealtider for hver enkelt arbejdsproces. Når de ydelser borgeren er visiteret til er leveret så videre til næste. Umenneskeligt for den hjælper, der vil noget mere, og brutalt for den ensomme, svage borger, der har brug for en snak med et andet menneske og som måske netop den dag er ked af det.
Med i ældreplejen hører også sygeplejesker og læger, når sygdomme og kroniske lidelser plager den ældre, men Sosuerne er i frontlininen
Tilbage i tiden var det diakoner og diakonesser der med basis i den katolske kirke og senere i folkekirken og dens menighedspleje udførte hjælpeopgaverne hos de svageste, og disse hjælpere havde foruden de praktiske opgaver at løse også en opgave i at være sjælesørger eller åndelig vejleder for den ældre. De arbejdede ikke ud fra et stramt arbejdsskema. Nok havde de travlt men ikke mere end, der var tid til en personlig samtale, til at synge en salme sammen den den ældre eller til en lille bøn.
Senere efter socialreformen kom husmoderafløserne på banen. Gode husmødre med hænderne skruet rigtigt på skafterne, med megen erfaring fra eget hjem ofte gennem mange år og med tid til en snak og lidt naturlig menneskelig varme. De kom hos børnefamilierne som erstatning for konen i hjemmet ved sygdom og hos den svage ældre kvinde eller enkemanden. De var hjemmehjælperne.
Jeg oplevede senest hos ældre familiemedlemmer de specialuddannede hjælpere, Sosuerne, rykke ind på banen. På skolebænken havde de lært meget om ældreomsorg og -pleje, også at give knus og kram. Overvældende blev dette knuseri dengang oplevet af klienterne og undertiden som at være for meget. Besøg og frivilligt arbejde på et plejehjem har medført, at jeg i min høje alder oplever "at blive knust". Undertiden ganske mekanisk og for mig nærmest kunstigt, og sådan tror jeg dette knuseri opleves af mange beboere. Det skal være ægte og med et personligt forhold bag for at blive opfattet rigtigt, og når det ikke følges op med god tid til nærvær og en mere sjælelig kontakt, dybfølt og empatisk, så frastøder det nogle. Det samme gælder "Du-formen", der ganske vist er ved at være slået igennem i vort moderne samfund, men på plejehjemmene finder der blandt de ældste nogle, der er ganske reserverede og påpasselige med, hvem de bliver dus med. Det er derfor helt forkert, når hjælperen uden varsel bruger fornavn og du på borgeren. Den kan desuden vanskeliggøre den differentierede pasning og pleje, når efternavnene udelades.
Ja, fejltagelser kan vel også forekomme?
Ældre er ikke kroppe uden sjæl og sjæleliv, uden integritet og uden interesser. Man burde i en tid, hvor værdigrundlag er i focus overveje at udstede en værdighedsgaranti til de svage ældre, der giver ret til integritet, selvbestemmelse og en hjælpeindsats af bedste kvalitet. Den ældre skal selv i muligt omfang afgøre omsorgspersonalets indsats og udformning. Hjælpepersonalet slider uhørt hårdt for at nå alt, men det strækker ikke altid til, og så bliver det måske at slænge en madbakke ind til klienten eller under nogle kommunale madordninger at placere en uges måltider i køleskab eller frostboks. Velbekomme, og den gamle spiser så måske sine måltider direkte fra plastæsken. Og det bliver et hastigt farvel til en person, der har siddet ensom i afventen på dagens lyspunkt, madchaufføren.
Jeg tror, der er mange fordomme og fejlagtige opfattelser af, hvad alderdom og aldring egentlig er. Kollektive løsninger er der utallige af varienrende fra kommune til kommune og mange af løsningerne passer dårligt til ældre mennesker, nok bedre til soldater på en kaserne. Og de ældre oplever mange steder en skiftende række af hjælpere. Jo ældre vi bliver, jo mere individuelle bliver vi. Og vi får brug for at se de samme ansigter omkring os.Det giver tryghed. Det er ikke uden grund af et bestemt (privat?) plejehjem på Frederiksberg gang på gang fremhæves som idealet, og at lederen tildeles megen hæder som "Årets kvinde". Måske fordi hun sammen med et udvalgt personale gør lige, hvad der passer dem blot de gamle beboere trives, men i et offentligt system kan man vist ikke uden at knække nakken efterligne!
Sådan gik det dem, der påtog sig at drive et plejehjem, Bernadottegården i Roskilde, efter "Lean"-modellen.Trods en statsministers bevågenhed fik de kun utak for at bryde med bureaukratiske bestemmelser. Men for dem var det mennesket fremfor systemet.
Vi har i familien oplevet en ung hjemmehjælper, der kom hos en 89-årig dame, gennem længere tid. De havde det hyggeligt sammen, så hjemme-hjælperen, der havde kolonihave i nærheden ofte på vej til eller fra sin have stak inden om hos den gamle dame for en sludder eller for at bringe lidt blomster fra haven eller jordbær. I et læserbev roste jeg den unge kvinde og indkasserede hug fra fagforeningen med et: "meget uprofessionelt". Eller hvad skal man mene om sygeplejersken, der inviterede oppegående patienter til en kop kaffei sin private have. "Meget uprofessionelt" sagde kolleger. Der er da også en dygtig læge her i byen, der er kendt for sit nærvær og god tid til patienterne. Ja, er han i et hjem med klaver, kan han finde på at spille lidt til opmuntring for den syge og de pårørende. Længe leve de såkaldte "uprofessionelle"! De når helt ind til sjælen hos borgeren, de betjener.
You must be 
