DJs krimiblog

Sandra Browns skrivestil minder meget om Mary Higgins Clark (fx spring mellem mange fortællestemmer, nedtælling til en forbrydelse). Hun skaber spænding med det samme, men næsten for meget mystik om alle personernes fortid, og lidt tendens til melodrama.
Med hensyn til hovedpersonen, Paris Gibson, har jeg sådan set ikke noget imod hende, men meningen var vel, at man skulle fatte stor sympati for hende, og alle romanens andre ́kvinder i nød́. Det lykkes bare aldrig; de kommer simpelt hen ikke tæt nok på. Man sidder hele tiden og tænker: "så send dog det kvindemenneske til en psykolog, så hun (vi) kan komme videre."

Undervejs tænkte jeg, at bogen smagte lidt af samlebåndsarbejde; derfor checkede jeg hendes bibliografi. Sandra Brown har skrevet 20 thrillers siden 1988, 26 kærlighedsromaner i perioden 1983-1991, samt 22 andre romaner under tre forskellige pseudonymer.
- og så bliver der måske ikke rigtigt tid til at pylre for meget om de enkelte personer?

I 1987 besluttede Sandra Brown sig for at satse på en karriere som ́seriøs forfatter´ ved kun at skrive én roman om året. Siden da har hun modtaget flere litterære priser, men hvis hun ikke gør sig den ulejlighed at gøre personerne mere ægte og vedkommende end Paris Gibson, får hun i hvert fald ingen af undertegnede.