Beethoven & Co.

For år tilbage var der en lokalradio i min hjemby, som kørte en udsendelsesserie med det navn, som min titel henviser til: Musik i kjole og hvidt. Der lå afgjort ingen dybsindigheder gemt i navnet. Udsendelserne handlede simpelthen om klassisk musik.

Jeg husker ikke, om der egentlig blev sagt noget særligt; men jeg tror nok, at udsendelseslederen simpelthen spillede nogle plader fra sin personlige samling og sagde nogle få (og temmelig banale) ord om hvert musikstykke.

Og man havde altså valgt et navn, der gav et ganske klart signal. Man betonede en påklædningsmæssig konvention hos mandlige klassiske musikere, der intet har med selve musikken at gøre. Man cementerede den uhyggelige fordom om, at denne musik er for et højere borgerskab, der længes tilbage til de gode gamle dage, da der virkelig var klasseforskelle.

Intet kan være fjernere fra sandheden. Når klassisk musik virkelig lever op til sit navn, er den frigjort fra alle samfundsmæssige skel.