

Tuesday, 6. September 2005, 11:52:14
katte, opera community, Danmark
Jeg har aldrig været den første til noget som helst. Eller rettere: Selvfølgelig har jeg det. Små, banale begivenheder som at være det første menneske, der ser - og rører - en bestemt kattekilling. Og nu kom der en tilføjelse til denne upåfaldende, personlige rekordliste: Jeg skriver det første danske indlæg i "den nye Opera-journalsamling".

Sunday, 4. September 2005, 10:21:14
Danmark, Opera
En
gabestok er et sted, hvor folk bliver udstillet offentligt, når de har gjort noget forkert. I dette tilfælde handler det om sider på internettet, som ser forkerte ud i Opera.
Her er den første:
Mørk er november på Engelsholm Højskole. Siden
validerer ikke. Og den ser helt forkert ud i Opera.
Og ifølge kildekoden er den endda lavet af
professionelle designfolk! Det er helt tydeligt, at disse designere ikke har gjort noget så elementært som at køre siden igennem en validator, og at de ikke har set den i Opera. (Deres egen hjemmeside dumper også med glans, både til W3C-prøven og Opera-prøven).
Og når man ser siden i en browser, hvor den faktisk virker, bliver det tydeligt, at tekstfladen kunstigt er lavet for lille til teksten, så læsere tvinges til at bruge et rullepanel, selv om det slet ikke havde været nødvendigt! Et oplagt eksempel på brugerfjendtligt, pseudo-smart design for designets skyld.
Tuesday, 26. July 2005, 09:39:32
Danmark
Vores udenrigsminister går for at være regeringens fremmeste eksponent for intellektuel hæderlighed og humanisme. Det værste er, at det nok er rigtigt.
Preben Wilhjelm: Fra min tidOrdene hentyder til Per Stig Møllers forvrøvlede begrundelse for, at Danmark deltager i
Irak-krigen.
Sunday, 5. June 2005, 21:11:42
Danmark
I dag er det grundlovsdag i Danmark. Det er en national festdag, som tidligere har haft stor betydning; men efterhånden som flere og flere mister interessen for det parlamentariske demokrati, svinder dagens betydning. Personligt vendte jeg ryggen til politik for snart mange år siden, så for mig er dagen kun et blegt historisk fænomen.
Thursday, 5. May 2005, 06:32:42
Danmark
Kl 8, dansk sommertid, altså for en halv time siden, var det 60 år siden, at den tyske besættelse af Danmark officielt ophørte. Dagen er officiel festdag i Danmark.
Og dagen i går var officiel mindedag. Som man vil kunne læse i mine engelsksprogede artikler her på pladsen, er det skik her i Danmark siden 1945, at om aftenen den 4. maj stiller man et tændt stearinlys i vinduet. Det var den 4. maj kl. 20:36, at nyheden om Danmarks befrielse uofficielt blev afsløret af BBCs dansksprogede udsendelse, og danskerne spontant tændte lysene i de hidtil mørklagte vinduer.
Det skrev Östen Warnerbring en sang om. Han var ude at cykle en tur på Skånes vestkyst den aften og så, hvordan byerne på den anden side af Øresund for første gang i fem år tændte lyset om aftenen.

Saturday, 9. April 2005, 21:01:21
skandinavien, Danmark
Tidligt i morges var det 65 år siden, at tyske tropper overfaldt Danmark og Norge. Ikke nogen specielt afgørende begivenhed i den europæiske krig, der allerede havde været i gang i nogle måneder; men for Norge og Danmark var det noget helt særligt.
Norge havde ikke været i krig siden Napoleonskrigenes afslutning betød, at den danske konge måtte afstå Norge til Sverige. Danmark havde ikke været det, siden den sidste slesvigske krig i 1864 betødd, at hertugdømmet Slesvig gik tabt, og Dannevirke, det ældgamle værn mod tyskerne, kom til at ligge på tysk jord.
Danmark har levet i skyggen af den militære trussel fra tyskerne i hele nationens mere end tusindårige levetid. Det var skæbnens ironi, at netop nazisternes storhedsvanvid betød, at den trussel endelig forsvandt. Tyskerne tabte 2. verdenskrig så grundigt, at den vigtigste forhindring for tysk imperialisme i dag er tysk fredsvilje.