Karsten Warlund (WAR 06:1)

Blot fordi der ikke er sket noget som helst på min side den sidste tid, betyder altså ikke, at der heller ikke sker noget herovre. Jeg går snart ind i den sidste måned her på skolen (lidt underligt og trist på samme tid), og har masser at gøre med, at få grebet fat i de mange løse ender, som gerne skal nås at blive bundet sammen inden vores eksamen om en måneds tid. Jeg nævner i flæng; Skrive afgangsprojekt, skrive projekt i Aviation Management, færdiggøre CV samt følgebrev, snart påbegynde MCC kursus og ja en del andre småting, som fylder i hverdagen. Derudover må jeg jo også lige have lidt tid til at lade batterierne op ind i mellem...men det løser sig nok.

Jeg fik for nylig lavet en hjerteundersøgelse, og det viste sig at hjertet stadig fungerer fint. Jeg er generelt ikke så meget for disse typer undersøgelser. Det er naturligvis rart, at snart skulle i gang med et job hvor der konstant er fokus på ens helbred, med disse regelmæssige lægecheck, men samtidigt betyder det jo også, at ens karriere kan slutte fra dag til dag hvis der pludselig opstår en ”fejl i systemet”. Så for fremtiden er det bare med at komme op på cyklen og lade Matadormixen blive stående på hylden, så formen kan holdes ved lige.


Peter Beseney fra Ungarn i hans Red Bull Edge 540 et split sekund efter at han har paseret porten,
...og vel at bemærke flyvende vandret.


Og så skiftes der fuldstændigt emne. Jeg lovede i sidste indlæg, og jeg ville rapportere lidt fra min London tur, hvor jeg skulle over at se det vildeste race i luften. Og det var vildt (!) skal jeg lige hilse og sige. Mine forventninger til Red Bull’s Air Race var allerede inden jeg kom frem rigtigt høje, og alligevel blev jeg dybt imponeret. De piloter som flyver de små djævle af en flyvemaskine, har så meget kontrol over både flyets men også deres egne grænser, at det er sindssygt. Jeg stod hele tiden og ventede på at de skulle spille ”Let Me Entertain You” med Robbie Williams I højtallerne, for det var præcist hvad der skete. Og lad i øvrigt dette være en opfodring til alle som er i nærheden eller blot har muligheden for det: GÅ IND OG SE ET RACE!!! ...og gå ind og se de billeder jeg lagt op på siden.

Jeg skrev tidligere at de fløj med hastigheder på omkring 400 km/t (som jeg havde læst på nettet) og det var ikke løgn. De lå mellem 350-406 km/t idet de passerede første port, og konstant lå de ca. 15 meter over havoverfladen. Men hvis bare det var det, så kunne de fleste relativt rutinerede piloter være med, men nu laver de her gutter konstante rul fra den ene side til den anden og sving hvor de belaster dem selv og maskinen med op til 9,5G. Respekt til dem for at kunne holde en så høj koncentration! Hvad angår den hastighed hvormed maskinerne kan rotere om deres egen akse, ligger den på ca. 400grader i sekunder, eller sagt med andre ord over 1 hel omgang i sekundet...og det så går det altså stærkt!

Den bedste bemærkning kom fra den Ungarske pilot Peter Besenyei da han i et interview var blevet spurgt om hvordan han når at se på sine instrumenter under et sådan race. Prompte svarede han at ”...det gjorde han ikke, han fløj med ”the seat-of-his-pants” dvs. på ren og skær følelse. Sejt!! Som nogle flyvenørder, som læser dette, nok vil genkende, er dette et absolut fy ord når man taler om normal instrumentflyvning...men nok om det.

Nu er det tid til at forsøge at komme i kap med mine opgaver, og der kommer nok til at gå lidt tid før der igen er nyheder her på siden. Hav det så godt!

/Ulven fra prærien